Nyere forskning viser, at behandling uden operation, hvor foden er bandageret i et par måneder, er lige så effektiv som operation.
Hvidovre Hospital behandler derfor alle patienter med ukompliceret overrevet akillessene uden operation. Behandlingsforløbet er typisk 8 uger i gips og støvle, hvorefter du vil blive tilbudt specialiseret genoptræning her på hospitalet.
Behandling og genoptræning
Efter at have overrevet akillessenen, vil du få lagt en gipsbandage på underben og ankel i de første 14 dage. Derefter skal du møde til kontrol i Ortopædkirurgisk Ambulatorium og får skiftet gipsen ud med en Walker-støvle, der holder fod og ankel stabiliseret. Du skal have støvlen på i 6 uger, og i de 6 uger må du støtte på foden så meget, som du kan. For de fleste plejer det at være nødvendigt at bruge stokke et par uger. Efterfølgende bliver du tilbudt genoptræning, som foregår på hold (mandag og torsdag kl. 8.15-9.00) i 8 uger. Du vil også blive instrueret i øvelser, som du skal udføre hjemme.
Samarbejde
Når de 8 uger på holdet er gået, udfører fysioterapeuten en afsluttende undersøgelse. Vi taler om, hvor langt du er kommet med din træning, og hvad du mangler, i forhold til før du kom til skade. Hvis du har behov for videre træning, er det muligt for os at sende en genoptræningsplan til kommunen, så du fortsætter i kommunalt regi. Genoptræningsplanen sendes elektronisk til kommunen og til din egen læge. Du får selv en kopi.Pjece
1. Gennemgang af forløb
2. Grundlæggende om skaden
3. Behandling på Hvidovre Hospital
4. Hvordan heler senen
5. Hvordan tager man kiler ud
6. Hvordan tager man walkerstøvlen på
7. Hvordan går man med krykker
8. Hverdag og arbejde
9. Risiko for reruptur
10. Gode råd ved smerte
11. Anbefaling af fodtøj